En tsunami er en fremadskridende lang bølge. Denne bølgetype er karakteriseret ved at have en lang bølgelængde i forhold til vanddybden, og en lille bølgehøjde. Derved ligner tsunami en tidevandsbølge med meget kort periode, typisk mellem 5 og 60 min. En tsunami kaldes ofte fejlagtigt for en tidal wave fordi bølgen, når den rammer kysten, kan virke som et meget kraftigt og meget hurtigt tidevand.

En tsunami kommer ikke alene. Der ankommer en hel stribe af bølger, og det er ikke altid den første der er den største. Man har eksempler på at bølgerne banker ind mod kysten i op til 6 timer.

En tsunami opstår når hele vandsøjlen, fra overflade til havbund, hurtigt hæves eller sænkes i et område af en vis udstrækning. Tsunami der dannes på dybt vand bliver kraftigere end tsunami dannet nær kysten fordi mængden af vand der sættes i bevægelse er større ude på dybt vand. Der skal en pludselig, voldsom hændelse til som enten får havbunden til at flytte sig vertikalt (hvorved vandet sættes i bevægelse som en følgevirkning), eller direkte flytter vandsøjlen vertikalt. Det kan ske og er sket som følge af jordskælv, undersøiske skred, oversøiske skred fra bjerge eller gletschere, enkelte vulkanudbrud og ved nedslag af store meteorer/asteroider. Den lodrette forflytning af vandsøjlen kan være forholdsvis lille, nogle få meter, men vel at mærke over et stort geografisk område. Det løftede vandvolumen, som fx forårsagede Sumatra tsunamien, angives således til at være et sted mellem 30 km3 og 900 km3 med et realistisk bud på omkring 250 km3. Denne store spredning i tallene giver en vis (stor) usikkerhed i prognoserne for en tsunami-katastrofe.

De fleste tsunami skyldes jordskælv - men kun en lille brøkdel af alle jordskælv udløser en tsunami. Det kan kun ske hvis jordskælvet:

• er undersøisk.
• sker tæt på havbunden, dvs. ikke for dybt nede.
• resulterer i at havbunden hæves og/eller sænkes.
• har en stor styrke over ca. 6,5 på Richterskalaen.

Sådanne jordskælv opstår hvor der sker sammenstød mellem to af de store litosfæreplader som opbygger Jordens ydre skal. Denne type pladegrænser har man bl.a. omkring Stillehavet, ved Indonesien, i Middelhavet og i Caribien.

Hvis man betragter lange tidsrum, 10.000 år, må man konstatere at ingen af de store oceaner kan siges at være uden jordskælv (aseismiske). Inden for de seneste 500 år er der sket store jordskælv uden for de almindelige seismiske zoner. Eksempelvis skete der et stort jordskælv et par hundrede kilometer sydvest for Lissabon i 1755 (positionen er usikker på grund af mangel på seismografer som dengang endnu ikke var opfundet). Det skønnes at have haft en størrelse på 8,75 på Richterskalaen hvilket er meget større end noget målt jordskælv i Atlanterhavet i moderne tid, og der dannedes en tsunami på mere end 10 m højde med et opløb på 20-30 m. Jordskælvet og tsunamien ødelagde store dele af Lissabon, og bølgen ramte især kysterne i Portugal, Sydvestspanien og Marokko. Op mod 100.000 mennesker omkom; heraf ca. 10.000 direkte som følge af flodbølgen. Lissabon mistede mere end en tredjedel af sin befolkning på 230.000. Bølgen krydsede Atlanterhavet og blev registreret på Antillerne. Dette er den eneste helt overbevisende jordskælvsskabte tsunami i Atlanterhavet, og det siger noget om sjældenheden af sådanne katastrofer. Det er beregnet at jordskælv i størrelsen 8,5-9 på Richterskalaen har en gentagelsestid på et sted mellem 300 år og 1.500 år.

Efter tsunamien i Det Indiske Ocean den 26. december 2004 kortlagde en række institutioner i Danmark, herunder DMI risikoen for, at Danmark, Færøerne og Grønland kunne rammes af en ødelæggende tsunami. I den forbindelse blev der lavet en rapport over dette som kan læses her (pdf).

En del af teksten i ovenstående artikel stammer fra en artikel i Naturens Verden. Hvis du vil læse hele artiklen kan du finde den her (kræver abonnement).