Vandstanden i havet varierer fra dag til dag hovedsageligt af to grunde: tidevand og meteorologiske forhold.
Dertil kommer ændrede oceanografiske forhold i saltholdighed og havtemperatur, som tilsammen bestemmer havets massefylde.
På lang sigt påvirker ændrede dybdeforhold også vandstanden, herunder landhævning/sænkning og netto-afsmeltning af is på land (glechere), hvilket kan påvirke tidevandsprædiktionerne.
Tidevandet og dets årsager
Vandstanden målt ved Esbjerg den 3. december 1999 (sort kurve). Stormfloden omkring kl. 17 indtræffer, mens tidevandet (grøn kurve) er lavt. Residualkurven (blå) er den målte vandstand fratrukket tidevandets bidrag.
Tidevandet skyldes tiltrækningskræfterne mellem jorden, månen og solen og de relative bevægelser i systemet jord-måne-sol. Solens betydning for tidevandet er cirka halvdelen af månens betydning (Se "Fysikken bag tidevand").
Selv om kræfterne, som skaber tidevandet, er relativt små, kan de flytte på oceanernes vandmasser, så der dannes lange bølger, som forplanter sig ind i mindre havområder. Mens vind og vejr kun påvirker de øverste vandlag, er tidevandet en bevægelse af hele vandsøjlen fra overflade til bund. Disse tidestrømme skaber de vandstandsændringer, der i daglig tale kaldes tidevandet. Summen af bevægelserne giver den samlede observerede vandstand, hvor vind og vejr ofte spiller en betydelig rolle f.eks. i stormflodssituationer.
Havoverfladen hæver og sænker sig rytmisk med en periode på cirka en halv dag. Ved de fleste kyster er perioden 12 timer og 25 minutter. Det vil sige, at to på hinanden følgende højvander indtræffer med dette interval, og at højvandstiderne forsinkes med 50 minutter fra den ene dag til den næste. Det samme for lavvande.
Højvandet hhv. lavvandet indtræffer ikke samtidigt alle steder, men er afhængig af ankomsttiden for tidevandsbølgen på den pågældende lokalitet. Således vil nærtliggende lokaliteter ofte antage samme form for tidevand, men forskudt i tid.
I tidevandstabeller, som publiceres i lande hvis farvande er påvirket af tidevandet, anføres tidspunkterne for højvandets og lavvandets indtræden i en række havne for hver dag. Tidevandstabellerne for Danmark, Færøerne og Grønland beregnes og publiceres af DMI.
Tidevandets styrke varierer fra sted til sted. På det åbne hav er der typisk mindre end en meter mellem høj- og lavvande. Det kraftigste tidevand finder man ved Canadas vestkyst (Fundy-bugten er verdens kraftigste) og ved Den Engelske Kanal. Tidevandet, altså forskellen mellem høj- og lavvande, når op omkring 15 meter, hvor det er størst.
