Tidevandstabeller
for danske, fœrøske og grønlandske farvande
English version
Tidevandstabeller
Reference til kortnul
- Danske farvande
- Fœrøske farvande
- Grønlandske farvande

Reference til nul
- Danske farvande
- Fœrøske farvande
- Grønlandske farvande

Reference til MLWS
- Danske farvande
- Fœrøske farvande
- Grønlandske farvande

Nyheder og opdateringer
- History log / nyheder

Observationer og prognoser
- Vandstand
- Havprognoser

Tidevandstema
- Tidevand
- Tidevandstabeller
- Fysikken bag tidevand
- Tidevandet i danske
 farvande

- Vandstandsniveauer
 og navigation

Fysikken bag tidevand

Kraftbalancen

Tidevandskræfterne
Pilene viser tidekraften, dvs. summen af månens tiltrækning og centrifugalkraften. Den stiplede linje viser, hvilken form Jorden ville have, hvis den var lavet af vand. Niveauet er stærkt overdrevet.
Tidevandet skyldes massetiltrækning fra andre himmellegemer, og her dominerer Månens virkning. Foruden Månen skaber kun solen et tidevand af betydning. Bidraget fra solen er knap halvdelen af tidevandet hidrørende fra Månen. Virkningen fra andre planeter eller stjerner er helt ubetydelig.

Ser man på Jord-Måne systemet som et hele, er det i balance. Månen holder sig (med små variationer) i fast afstand til Jorden. Den indbyrdes massetiltrækning opvejes af centrifugalkraften i Månens rotation om Jorden (egentligt om det fælles massemidtpunkt, som befinder sig inde i Jorden).

Mens centrifugalkraften er lige stor overalt på Jorden, afhænger Månens tiltrækningskraft af Månens masse og dens afstand til det sted, man befinder sig. Afstanden til Månen er ikke helt den samme overalt på Jorden, og tidevandet har sin oprindelse i denne lille forskel, som skitseret på øverste figur.

Månens tiltrækningskraft er størst i det punkt på Jorden, der er tættest på Månen, og mindst i det punkt, der er længst væk fra Månen. Variationen er ialt cirka ±3 %. Centrifugalkraften er lige stor overalt på Jorden, og summen af de to kræfter - massetiltrækningskraft og centrifugalkraft - udgør tidekraften. I Jordens centrum er de lige store og modsat rettede, så summen er nul. Alle andre punkter på Jorden mærker tidekraften. Tættest på Månen er massetiltrækningen større end centrifugalkraften, så tidekraften er rettet mod Månen. Her får vi højvande. Længst væk fra Månen er centrifugalkraften større end massetiltrækningen, så tidekraften er rettet væk fra Månen. Her får vi også højvande.

Tidekraften kan deles op på en lodret og en vandret komponent. Den lodrette del er ubetydelig sammenlignet med Jordens egen tyngdekraft. Den vandrette del er af samme størrelsesorden som de øvrige drivkræfter for havstrømme.

Ligevægtstidevandet

Tidekraften er meget lille sammenlignet med Jordens egen tyngdekraft, men mens tyngdekraften er præcis lodret (og ikke i sig selv giver anledning til havstrømme), har tidekraften en vandret komponent, som sætter tidestrømme i gang og flytter rundt på vandmasserne.

Den øverste figur viser ligevægtstidevandet, som havoverfladen ville indstille sig i, hvis Jorden overalt var dækket af et dybt ocean. Jorden formes ganske svagt som en amerikansk fodbold. Månens bidrag til ligevægtstidevandet er et højvande på 27 cm i de to yderpunkter.

Det halvdaglige tidevand skyldes Jordens rotation om sin egen akse. Står man på et fast punkt på Jorden, så passerer man to højvandspunkter og to lavvandspunkter i døgnet. Månen følger i sin bane omkring Jorden (1 gang rundt på 27,3 døgn) langsomt med i denne rotation. Derfor er perioden for Måne-tidevandet lidt større end et halvt døgn.

Spring og nipflod
Spring- og nipflod skitseret. Springtid forekommer ved nymåne og ved fuldmåne.
Spring- og nipflod

Solens betydning for tidevandet viser sig især ved, at den forstærker Månens virkning, hver gang vi fra Jorden ser solen og månen i samme retning (nymåne), eller når solen står i modsat retning af månen (fuldmåne). Det kaldes springflod og indtræffer cirka hver 14. dag. Ved springflod er højvandet højere end højvandernes gennemsnit og lavvandet lavere end lavvandernes gennemsnit. Derfor bliver der også størst forskel mellem højvande og lavvande.

Nipflod indtræffer mellem to springfloder, når retningen til solen er vinkelret på retningen til månen. Ved nipflod er højvandet lavere end gennemsnittet og lavvandet højere end gennemsnittet.

Ud over 14 dages-perioden er der en årlig variation i tidevandets styrke. Det sker ved forårsjævndøgn og ved efterårsjævndøgn, hvor Jorden, solen og månen ligger i samme plan. Her er springfloden særlig markant.

Hertil kommer effekter i tidevandet, som skyldes, at månens bane om Jorden ikke er cirkel men en ellipse, og tilsvarende for Jordens bane omkring solen.

Det virkelige tidevand

Det virkelige tidevand afviger meget fra dette idealiserede billede. Havoverfladen indstiller sig ikke øjeblikkeligt i ligevægt med tidekraften. Der er landmasser, der blokerer for tidevandets rejse rundt om Jorden. Desuden sætter vanddybden en grænse for, hvor hurtigt tidevandsbølgen kan bevæge sig. Tidevandsbølgen bevæger sig med flere hundrede kilometer i timen på dybt vand, mens hastigheden aftager med lavere vanddybde.

Når tidevandsbølgen kommer fra oceanet ind mod kysten, bliver havdybden som regel lavere. Ved uændret transport af vand forstærkes tidevandet. Forskellen mellem høj- og lavvande stiger, og tidevandsstrømmene bliver kraftigere. Tidevandet bliver nogle steder så kraftigt, at strømmen kan være vanskelig eller helt umulig at navigere i (den såkaldte malstrøm).

I visse fjorde og indhave, fx Østersøen og Sortehavet, er forbindelsen til oceanet for snæver til, at tidevandet kan trænge ind. I andre fjorde kan der forekomme resonans, så tidevandet bliver meget kraftigt, fx i Bay of Fundy.

Videre læsning

En fin beskrivelse af nogle af de vigtigste karakteristika ved tidevandet.

....................
Mads Hvid Ribergaard - 09. September 2021